Efter sin uddannelse arbejdede han bl.a. som kunstner for the Pacific Commercial Company, som illustrator for the Bureau of Public Works og som underviser på The School of Fine Arts på the University of the Philippines, en skole han senere blev direktør for (i årene 1938–52). I 1916 modtog han af forretningsmanden og kunstmæcenen Enrique Zóbel de Ayala (1877–1943) et rejsestipendium til Academia de San Fernando i Madrid. Under det flere måneder lange ophold i Madrid besøgte han museer for at studere den kunst, som inspirerede ham; bl.a. barokmaleren Diego Velázquez (1599–1660), de franske realister og impressionister som Édouard Manet (1832–188) og Claude Monet (1840–1926) og de samtidige spanske kunstnere Ignacio Zuloaga (1870–1945) og Joaquín Sorolla (1863–1923). Især Sorolla og dennes brug af solens lys til at skabe dramatiske effekter og kontraster blev en stor inspirationskilde for ham, og under opholdet videreudviklede og finjusterede han sin egen teknik på baggrund af det, han oplevede.

Amorsolo blev kendt for sin lysbehandling og evne til at indfange samspillet mellem lys og skygge. Han anvendte chiaroscuro og baggrundslys til at fremhæve sine figurer og indhylle dem i en særlig glød, og det var især dét, der adskilte ham fra hans samtidige filippinske kunstnerkolleger, og det regnes for at være et af hans største bidrag til filippinsk malerkunst. Amorsolo arbejdede i en tid, hvor Filippinerne var under store forandringer – bl.a. kom østaten, der tidligere havde været en spansk koloni, under amerikansk herredømme i 1898. Amorsolo søgte mod den livsstil, som han havde stiftet bekendtskab med gennem sin barndom på landet, og som endnu ikke var blevet påvirket af amerikansk kultur. Selvom han blev inspireret af den vestlige verdens kunst, var det det filippinske landskab og den traditionelle filippinske kultur, skikke og erhverv, der optog ham. Han malede lyse, pastorale og solskinsfyldte scener af filippinernes dagligdag på landet – f.eks. bønder i færd med at høste ris, med madlavning, mangoplukning, tøjvask i floderne, til fester og på markeder. Han fokuserede også på filippinske skønhedsidealer og skabte en type – dalagang Filipina – en kvinde med træk, som for ham repræsenterende filippinsk skønhed, og som går igen i mange af hans værker. Da Filippinerne efter 2. verdenskrig i 1946 blev en selvstændig stat, der søgte at skabe sin egen nationale identitet, blev Amorsolos værker, der blev anset som indbegrebet af filippinsk kultur, et vigtigt led i denne proces. Han malede desuden også portrætter, selvportrætter samt krigsbilleder under 2. verdenskrig. Nærværende maleri viser et af hans yndede motiver: badende kvinder. Amorsolo har malet flere af disse idylliske scener, hvor kvinder vasker sig i en flod omgivet af frodig natur. Hér er floden i midten af billedet oplyst af solen, og Amorsolo har gengivet kvindernes spejling i vandoverfladen med løse, vibrerende penselstrøg. Forgrunden henligger i mørke, mens enkelte solstråler finder vej gennem træerne og falder som orange lysglimt på stenene og den siddende kvinde. Amorsolo opnåede stor national og international anerkendelse i sin samtid, og da hans karriere var på sit højeste, udstillede han flere gange i både Filippinerne og udlandet, herunder i New York, Rom og Belgien. Hans værker er blevet gengivet i adskillige undervisningsbøger, magasiner, aviser, turistbrochurer, reklamer m.m. Han modtog også flere hædersbevisninger og priser, bl.a. The Gold Medal of Recognition fra The UNESCO National Commission. Kort efter sin død i 1972 fik han posthumt hædersbevisningen National Artist of the Philippines, som den første kunstner nogensinde.