Lise Svanholms fortegnelse over Laurits Tuxens malerier, 1990, nr. 728.

Udstillet: Charlottenborg, Laurits Tuxen mindeudstilling, 1929 nr. 200.

Litteratur: “Tuxen - farver, friluft og fyrster”, udstillingskatalog 2014, omtalt og afb. s. 134.

Proveniens: Overretssagfører Krautwald (1929).

I 1901 erhvervede Tuxen sammen med sin hustru Frederikke et hus i Skagen for at kunne bo der om sommeren. I de følgende år udførte han en række vitalistiske værker fra strandene omkring Skagen, som med deres fokus på den nøgne kvindekrop er en hyldest til den sunde nøgne krop, der uden blusel nyder og dyrker solen, luften, havet og stranden.

Den af havet opstegne Venus også kaldet Venus Anadyomene er et tilbagevendene motiv for Tuxen i disse år, og de er en reference til den græsk-romerske mytologi og de mange klassiske forbilleder indenfor billedhugger- og malerkunstens som eksempelvis Sandro Botticellis (1445–1510) “Venus' fødsel” fra 1485. Kvindefiguren har samme klassiske kontrapost-stilling og lange udslåede røde hår, men hvor Botticellis Venus kysk dækker for sine bryster og køn, så står Tuxens stolt frem i al sin nøgenhed uden blusel og med løftede arme. Hendes røde hår lyser som flammer i modlyset, og hun er alene omgivet af himmel, hav og sol.