H. Chr. Christensens fortegnelse over P. S. Krøyers malerier nr. 725, studie til nr. 752 fra 1906, sidstnævnte deponeret på Skagens Museum.

Udstillet: Kunstforeningen, “P. S. Krøyer 1851–1909”, 1910 nr. 306.

Liljevalchs Konsthall, Stockholm, “Folk-Musik-Dans i Nordisk Kunst” 1990 nr. 166.

Stiftelsen Modums Blaafarveværk, Norge, “Peter Severin Krøyer 1851–1909”, 1992 nr. 79 afb. s. 85.

Aarhus Kunstmuseum, “Tradition og Modernitet”, 1992–1993 nr. 102, afb. s. 132.

Stiftelsen Modums Blaafarveværk, Norge, “Somrene på Skagen”, 1997 (uden katalognr.)

Proveniens: Læge Carl Ortmanns samling, dennes auktion oktober 1911 nr. 36, solgt for 2.300 kr. til grosserer Emil Henius. Galerie Börjeson, Sverige (1993). Dansk privatsamling, købt Bruun Rasmussen auktion 663, 1999 nr. 243 afb s. 95 samt dobbeltopslag 96–97.

Den siddende dreng i nederste venstre hjørne er Walter Schwartz og foran ham står Anna Ancher. Ansigtet med stråhat, der lige anes til venstre for Annas hoved, er Michael Ancher. Den karakteristiske høje skikkelse med bredskygget filthat, slængkappe og fuldskæg er selvfølgelig Holger Drachmann med Soffi Drachmann ved sin side, gnisterne fra bålet står dem om ørene. Til højre for bålet i baggrunden i hvidt sommertøj anes kæmner Brodersen, og redningsformand P. K. Nielsen holder styr på bålet.

På Krøyers store og endelige maleri fra 1906 deponeret på Skagens Museum ses også Marie Krøyer og Hugo Alfvén stående i baggrunden lænet op ad en båd. Forrest til venstre ses Vibeke Krøyer med sin onkel Valdemar Triepcke, Maries bror, og yderst til højre maleren Laurits Tuxen med sin skitseblok og kone Frederikke.

“Krøyer begyndte i 1903 på at male Sankt Hansblus på Skagens strand. På selve midsommeraftenen havde han anbragt sit staffeli på stranden og meddelt vennerne, hvad der forestod. Da bålet var tændt, var alle mødt op omkring det gamle vippefyr i Østerby. Lidt pastelfarver og nogle få streger var nok til at angive kompositionen. Det gik let, varme og kolde farver op mod hinanden, en orangegul streg for at markere ilden, og så begyndte figurerne at leve”.

“Drachmann stillede sig allerede den først aften op dér, hvor han ønskede at blive gengivet. Det var nok det værste sted, fordi gnister og varme fra bålet ville have gjort det umuligt. Drachmann erkendte, at det var en fejl og sagde til Krøyer: ”Kære Søren, hvis du lader mig blive stående der, bliver mit skæg og hår kulsort. Og desuden hader jeg røg.“ (Lise Svanholm: ”Malerne på Skagen", 2011, s. 240 og s. 242).