Sommeren 1845 drog malervennerne P. C. Skovgaard, Lorenz Frølich og Carlo Dalgas på sommerudflugt til egnen omkring Jyderup, hvor der var usædvanlig mange smukke maleriske steder. Skarritsøen var omgivet af høje bakker med vidtstrakte skove, lyngstrækninger og frodige marker. (Det var oprindelig J. Th. Lundbye, der åbnede Skovgaards øjne for det smukke stykke danske natur).De indlogerede sig lokalt, Dalgas hos en bondemand. Han tilbragte dagene i naturen, tegnede, fiskede og fandt svampe i skoven. Dagens fangst tilberedte han til kunstnervennerne.Dalgas fik denne sommer sit store gennembrud med malerier udført ved Skarritsø. Ovennævnte motiv beskrives med begejstring i Rigmor Bendixs bog “Carlo Dalgas, hans liv og kunst”, 1901 side 46: “Forrest på den græsdækkede og lyngbevoksede bakkekam ligger en flok får og en vædder; lidt tilbage ved det spinkle træ sidder en hvidhåret, barhovedet lille fyr, igen en af hans kære små vogterdrenge. Vidtstrakte skove dækker mellemgrunden og baggrunden, og længst til højre titter et blink af Skarritsøen frem. Der er storhed over landskabet, og solen kaster sin glans ud derover fra den høje klare blå himmel med den hvide sommersky.”Carlo Dalgas fandt sin kunstneriske stil takket været vennen Skovgaards indflydelse. Marianne Saabye har i “Guldalderens Verden”, 1996 side 144 ff. skrevet en relevant artikel “Kunstnerne ved Skarritsø. En strid om det nationale maleri.” Her fremgår det klart, at Frølich ikke nærede de samme følelser for den danske natur, idet han omtaler området i et brev til Lundbye på følgende vis: “ ... men skønheden findes ikke her i fuldt stort mål.”.