Christine Swane bliver som søster til maleren Johannes Larsen inkluderet i en større kreds af udøvende kunstnere. Hun bliver uddannet på Kunstakademiet fra 1898–1901 og modtager efterfølgende undervisning af Fritz Syberg, J.F. Willumsen og Harald Giersing. Omkring 1910 bliver hun gift med maleren Sigurd Swane, men ægteskabet går i opløsning i 1920. I modsætning til mange andre kvinder i tidens kunstnerægteskaber, forsætter Swane sin karriere og udvikling som kunstner.

I starten er hendes udgangspunkt Fynbomalernes naturalisme, hvilket kan ses på hendes tidlige blomsterbilleder. Senere udvikler hun sit eget billedsprog, hvor især hendes fladebetonede form og diskrete kolorit, giver hende et særegent og stilfærdigt udtryk, som i K. Pontoppidans anmeldelse i Politiken i 1919: ”Overfor de enkelte Billeder glæder man sig over det følsomme Farvesyn og den dekorative Skønhed, de ejer”. Motiverne hentes i det nære i form af opstillinger, hvor genstande fra hjemmet arrangeres på borde og i vindueskarme på en måde, der gør det almene og konventionelle til det essentielle rent malerisk. Særligt er grøn en klangbund i kunstnerens værker, nøje afstemt i flere nuancer, og ofte sat op mod et skelet af blåkonturlinjer – og som på denne sommerdag i haven kontrasteret af små diskrete røde anslag. Swanes formsprog er poetisk, men præcist, hvilket gør hende til en eftertragtet kunstner på auktion, særligt indenfor de seneste år.

Der findes flere af Christine Swanes værker på Johannes Larsen museets samling. I 2018 viser museet udstillingen ”GRØN”, samme år på Odsherred Kunstmuseum og i 2019 på ”Upåagtet”, Rønnebæksholm.