Tutareang-spændet blev brugt til at spænde et ekstra stykke skind omkring en sælfangers støvler og ben for at isolere, mens han ventede, nogle gange i timevis, ved et sælhul.

Litteratur: J.W. Powell, “Sixth Annual Report of The Bureau of Ethnology, The Smithsonian Institute”, 1884–85, lignende beskrevet og afbildet s. 477.

Hidrørende fra den norsk-amerikanske polarforsker og arkitekt Willie Knutsen (1912–1992). Født i Brooklynn, NY, men opvokset i Norge, drømte Willie Knutsen gennem hele sin barndom om at blive arktisk opdagelsesrejsende og fik chancen som 24-årig i 1936, da han ledsagede den franske greve Gaston Micard på dennes ekspedition til Nordøstgrønland. Finansieret af grev Micard, ledte Knutsen det følgende år en ekspedition, der ligeledes gik til det nordøstlige Grønland, og etablerede den på det tidspunkt nordligste arktiske videnskabelige station, Micadbu. Her blev højden af nordlyset målt for første gang ved hjælp af udstyr fra Massachusetts Institute of Technology. Knutsen tilbragte de næste 35 år med at udforske Arktis og blev en af ​​de sidste store polarforskere. Han havde en grad i kunst og arkitektur fra Newcastle University, England, og malede og tegnede på alle sine ekspeditioner. Han vandt Fridtjof Nansen-prisen, Roald Amundsen-prisen og mange amerikanske priser. Han fik to artikler i National Geographic og var medlem af The Explorers Club. Flere af hans arkæologiske fund findes i dag på bl.a. Smithsonian museums (Washington), og Kulturhistorisk museum, Oslo. Efter 2.verdenskrig blev han arktisk ekspert for US Airforce og gik på pension i 1969 som oberstløjtnant.