Vilhelm Hammershøi (f. København 1864, d. sst. 1916)
Landskab fra Dunkebakke, Frederiksværk. Studie. 1904. Usigneret. Olie på lærred. 55×65.
Susanne Meyer-Abich, fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier i “Vilhelm Hammershøi: Das Malerische Werk", 1995, nr. 245.
Udstillet:
Ordrupgaard, “Vilhelm Hammershøi - en retrospektiv udstilling”, 1981 nr. 103, afb. s. 131, her betitlet 'Landskab. Studie'.
Wildenstein, New York og The Philips Collection, Washington, “Hammershøi. Painter of Stillness and Light”, 1983 nr. 65, afb. s. 76, her betitlet 'Landscape sketch'.
Kunsthalle der Hypo-Kulturstiftung, München, “Hammershøi und Europa”, 2012, afb. s. 245.
Litteratur:
Poul Vad, “Hammershøi. Værk og Liv”, 1988, omtalt s. 256, afb. s. 283.
Poul Vad, “Hammershøi and Danish Art at the Turn of the Century”, 1992, afb. s. 283.
Proveniens:
Overretssagfører Peter Olufsen.
Gerda og Peter Olufsen (1981, 1983).
Kunsthallen Kunstauktioner, auktion 497, 1998 nr. 103, afbildet s. 45. Her erhvervet af nuværende ejer.
Overretssagfører Peter Olufsen (1891–1972) var gift med Kamma Sophie Ilsted (1894–1928), som var datter af Vilhelm Hammershøis meget gode ven og svoger maleren Peter Ilsted. Maleriet gik i arv til sønnen Peter Olufsen (1919–1997), som var gift med Gerda Pullen Ullman.
“Jeg har mest malet Interiører.... Hvordan jeg er kommet ind derpaa?... Det er saa vanskeligt at sige. Det er kommen ganske af sig selv. Og saa er det jo moderne nu, alle Folk vil have Interiører, nu vil de ikke have andet omtrent; naar jeg maler et Landskab, kan jeg i reglen ikke sælge det.” (Interview med Vilhelm Hammershøit i idsskriftet “Hver 8. Dag”, 1907).
Som det fremgår af ovenstående citat var interiøret allerede på Hammershøis egen tid, hans mest populære og efterspurgte motiv. Hammershøis navn er således uadskilleligt forbundet med det enkle poetiske gråtonede interiør, der giver et tyst gådefuldt indblik i menneskets sjælelige eksistens, og han er som sådan anerkendt, som én af de mest centrale figurer i symbolismen omkring århundredeskiftet.
Men Hammershøi malede gennem hele sit liv også landskaber, og landskabet udgør en stor og meget væsentlig del af hans oeuvre. De er ofte malet på hans og hustruen Idas forskellige sommerophold rundt i Danmark. Som dette maleri fra landskabet ved Dunkebakke, som er malt i 1904, hvor ægteparret om sommeren boede i et lille hus i Arresødal ved Frederiksværk i Nordsjælland, hvorfra han malede flere landskaber.
Hammershøis landskaber er udsprunget af den danske guldalder-tradition, som vi kender den fra blandt andre P. C. Skovgaard, Chr. Købke og J. Th. Lundbye. Hammershøi havde været elev af både Vilhelm Kyhn og Frederik Rohde, der begge var landskabsmalere, skolet i den danske guldalder. Men i modsætning til guldalderens klassiske fremstilling af landskabet med forgrund, mellemgrund og baggrund i et perspektivisk rumforløb, ofte anskueliggjort med en sti eller en vej, der fører os ind i billedets fiktive dybe rum, så er Hammershøis landskaber planparallelle kompositioner, med fokus på mellemgrunden.
“I stedet for at male følelsens inderlige, men usentimentale forbindelse med landskabet frem på lærredet, skildrede han den dobbelte oplevelse af inderlig indføling og uoverskridelig afstand; og i stedet for at male det nære og det fjerne sammen i den successive forbindelse indefter i landskabets rum, udelod han alt hvad der kunne fæstne opmærksomheden på det nære og fokuserede skarpt på mellemgrunden; han baserede billedet på dialektikken mellem den målelige udstrækning i det vandrette plan (fra rammekant til rammekant) og luftperspektivets (og himlens) umåleligt dybe rum”. (Poul Vad s. 152).
I nærværende landskab er forgrunden helt nøgen. Farverne er sart grønbrune og transparente.
Forgrunden rejser sig som en tom let diffus uigennemtrængelig barriere for beskueren - her er ingen venlig sti, der fører os ind i landskabet, tværtimod holdes vi på afstand og udenfor. I mellemgrunden tager landskabet form. Tre bakketoppe, let forskudte, udgør et kuperet forløb henover lærredet fra rammekant til rammekant og danner en bugtende horisontlinje parallelt med billedfladen. En karakteristisk dansk landskabsprofil. Herover åbner der sig i billedets øvre halvdel et uendeligt stort åbent himmelrum i gråhvide nuancer. I profil op imod dette åbne rum, står værkets få træer, som vertikale markører og forbindelsesled mellem jord og himmel i et ellers helt tomt landskab.
“Hammershøi overførte den planparallelle opfattelse, vi kender fra interiørbilleder og figurkompositioner til landskabsmotiverne, men kombinerede den med oplevelsen af dybden i himlen og i det åbne. Han gjorde forgrunden - som er helt uden detaljer - udvisket, næsten stoflig; og først som blikket bevæger sig ind i landskabets dyb ser vi tingene fortættes: jo dybere vi kommer ind, jo tydeligere bliver landskabet……. Den udhviskede forgrund ophæver oplevelsen af landskabet som en sanselig nærgående, fysisk realitet: der er afstand eller ligefrem tomrum mellem betragteren og den mellemgrund, som til gengæld fremtræder klar og tydelig: hvert eneste træ er en individualitet….” (Paul Vad s. 154–155).
I næsten alle hans landskaber optræder træet. Nogle gange fylder stammer og grene skovagtigt hele lærredet som i “Træstammer; Arresødal, Frederiksværk” (Statens Museum for Kunst) fra 1904 og fra samme sommerophold som nærværende maleri. Mange andre gange udgør træerne en lang lige række parallelt med billedfladen, som i “Landskab fra Kongevejen ved Gentofte” (Davids Samling). Eller som i nærværende maleri, hvor et par enkelte træer står, som beskedne accenter på toppen af bakkerne i det let kuperede landskab. Ofte er der - ligesom i dette maleri - omkring træerne en tynd membran af umalet lærred, der på samme tid gør træernes fremtoning meget konkret og giver dem en æterisk uhåndgribelighed.
Hammershøi begyndte ofte sine landskaber en plein air - ofte med en fin tynd undertegning i bly, som det kan ses i “Vej nær Gentofte sø” (privat samling). Henover undertegningen malede han ofte et meget tyndt transparent malingslag, i sarte nedtonede farver, hvorigennem lærredet ofte lader sig ane igennem, eller også ses helt tydeligt. Begge dele er til stede i nærværende studie, som giver os et væsentligt og interessant indblik i Hammershøi metode. Værket er højst sandsynligt malt en plein air ved Dunkebakke. Kompositionen er tegnet let op og det tynde malingslag påført i uendelig mange toner af hvid, grå, brun og grøn. Hammershøi har først tænkt, at horisontlinjen skulle ligge nogenlunde midt i billedet, men på samme måde, som han kunne finde på at rykke det færdigmalede lærred på sine interiører, så beskæringen af motivet blev en anden end oprindeligt tænkt - som en fotograf arbejder med sit motiv - så har Hammershøi her efterladt et bånd af nøgent umalt lærred langs nederste kant, hvorved han i selve maleprocessen, har sænket horisontlinjen og derved gjort det åbne himmelrum større på bekostning af landskabet. Samtidig bliver motivet mindre i højden men ikke i bredden, og således understreger Hammershøi med Poul Vads ord "dialektikken mellem den målelige udstrækning i det vandrette plan (fra rammekant til rammekant) og luftperspektivets (og himlens) umåleligt dybe rum”.
Konditionsrapport ved forespørgsel. Kontakt: fine-art@bruun-rasmussen.dk
Bemærk: Emnet er omfattet af Hvidvaskloven. Ved hammerslag på 50.000 kr. eller mere inklusivt salær skal køber aflevere kopi af gyldigt billede-id og adresselegitimation for at få udleveret emnet.
Malerier, 9. juni 2020