I knap tre århundreder var Claesz et geni uden navn. Man kendte til en gruppe stilleben af exceptional høj kvalitet alle sirligt signeret med monogrammet PC men ingen vidste hvem maleren var og af denne grund blev han kaldt for “Monogrammist PC” og “Mesteren PC”. Dette ændredes da den hollandske kunsthistoriker og kurator på Mauritshuis Abraham Bredius i slutningen af 1800-tallet identificerede ham som Pieter Claesz.

Pieter Claesz blev født i den flamske by Berchem men flyttede tidligt til Haarlem og slog hurtigt sit navn fast som byens bedste maler af stilleben. Den blomstrende europæiske handel i begyndelsen af 1600-tallet betød at adelen og kongen ikke længere var de eneste potentielle kunder. De nederlandske købmænd var flittige aftagere af Claesz malerier og købte i 1620’erne de værker som senere er blevet betegnet som de bedste i hans virke. Velstanden blev ved med at stige og købmændene blev flere hvilket betød at efterspørgslen i 1630’erne og 1640’erne steg kraftigt. Claesz skruede op for produktionen og malere i disse årtier omtrent dobbelt så mange værker som i 1620’erne hvilket betød at de senere værker blev mindre konsistente kvalitetsmæssigt. Det udbudte maleri er fra 1625 og markerer altså et højdepunkt i hans oeuvre.

Værket er typisk for Claesz’ tidligere produktion i midten af 1620’erne. En mesterlig komposition med stærke kontraster mellem den hvide dug og den kulsorte baggrund som brydes på midten af den røde skinke. De krydsende strå og røgede sild skaber dybde og kompositionel balance. Claesz har i værket udforsket de forskellige kompositionselementers form, farve og tekstur. Man fornemmer tydeligt forskellen på den fede skinke, de skinnende sild, de varme kul, den matte tin og brødets krumme. Claesz genbrugte ofte elementer fra tidligere værker. Den lille sennepskrukke optræder flere gange i hans værker f. eks. i stilleben i Davids Samling, København og Musée des Beaux-Arts , Paris.

Som det var kutumen i barokken indeholder maleriet adskillige symboler som relateres til livets forgængelighed - de såkaldte vanitas symboler. Den tilsyneladende tilfældige placering af maden på bordet efterlader beskueren med en fornemmelse af at nogen netop har forladt bordet. Claesz indbygger dermed en tidslighed i et statisk maleri. Samtidig ser man kullene der langsomt brænder ud - et subtilt symbol på livets forgængelighed. Begge elementer viser tidens gang der var så vigtigt for datidens malere at vise.

Udstillet: Kunstforeningen, “Hollandske og flamske stilleben fra 1600-tallet i dansk eje”, 1965 nr. 17.

Litteratur: Poul Gammelbo, “Dutch still-life painting from the 16th to the 18th centuries in Danish collections”, 1960, kat. nr. 42.

M. Brunner-Bulst, "Pieter Claesz: Der Hauptmeister des Haarlemer Stillebens im 17. Jahrhundert. Kritischer Oeuvrekatalog.”, Luca 2004, s. 167, kat. nr. 15. Proveniens: Efterkommere af lensgreve Adam Gottlob Moltke (1710–1792).