Litteratur: A. Poliakoff et G. Durozi, Catalogue raisonné et monographie de Serge Poliakoff, volume V, Paris, 2016, nr. 66–278 (Archives: 967008), gengivet side 181. Proveniens: Dansk privatsamling.

Pariserskolen, eller École de Paris, er et begreb der ofte lidt løst bruges om den gruppe af kunstnere der samledes i Paris i første halvdel af 1900-tallet; dem som i et krigs- og krisepræget Europa satte en ny og progressiv dagsorden for den moderne kunst og valgte Paris som sit centrum. I tiden omkring første verdenskrig var det kunstneriske flygtninge der slog sig ned i det spirende miljø på bl.a. Montmartre og Montparnasse og her blev en slags ”franskmænd fra mange lande”. Serge Poliakoff der flygtede fra Rusland i 1918 og endte i Paris 1923 er en af de kunstnere, og en af dem der ofte nævnes i samme sætning som École de Paris.

Mødet med Paris er kærlighed ved første blik for den unge Poliakoff der slår sig ned i byen og op gennem 1920’erne og 1930’erne primært ernærer sig som guitarist i de parisiske cabareter. Om aftenen og natten spiller han og om dagen maler han og færdes blandt tidens mest nytænkende kunstnere. Poliakoff har sin første soloudstilling i Paris i 1945 og bliver en del af kunstnergruppen omkring Galerie Denise René i 1947. Langsomt udvikler han en helt egen abstrakt stil kendetegnet ved grove teksturer med mange lag af farve der forstærker hinanden og skaber en kompleksitet i de forskellige flader. Fladerne er arrangeret i systemer der formår ikke at referere til noget man kan finde uden for maleriet, hverken i naturen eller i geometriens verden. Det har hverken dybde eller symbolisme, og er på den vis en fuldendelse af idéen om den rene lyriske abstraktion, eller Tachisme, i maleriet.

Serge Poliakoff er født i 1900 og Composition Abstraite fra 1966 må også, i ordets bedste forstand, betegnes som et modent værk. De komplekse farveflader i mørktonede blå, hvide, og røde farver er arrangeret i et stramt rytmisk system der holder sig selv oppe i en både stillestående men også let skælvende balance. Det er Poliakoff når han er allermest Poliakoff. En gennemført realisering af det som Poliakoff selv beskrev som idealet for hans maleri; at det måtte fremtræde som et plastisk digt med subtile vibrationer.