Bjørn Nørgaard blev i 1970 fra den ene dag til den anden landskendt for slagtningen og dissikeringen af en hest på åben mark. Siden den kontroversielle aktion har Nørgaard udført adskillige andre happenings, der bl.a. sætter fokus på skabelsesprocessens fysiske elementer: Gips og ler bliver hældt ud, omhældt, klasket sammen - og kunstnerens fysiske anstrengelser i skabelsprocessen tydeliggøres: Nørgaard kravler på glasskår og dejser udmattet sammen i sine materialer som i happeningen “Tiefland” i 1987 eller “Valhalla Bravalla” fra 1998. I flere af sine værker bryder Nørgaard med den klassiske, oprejste skulptur og arbejder istedet med figurer, der ligger ned. Skulpturens former er ofte vanskelige at afkode, ligesom de synes at befinde sig i en dvaletilstand. Det inaktive understreger det utilgængelige og lukkede - som i nærværende værk, der leder tankerne hen på et arkæologisk fund, som måske indeholder resterne af et universelt budskab af mytisk karaktér.