Udstillet: Charlottenborg 1831 nr. 88.Frederik Sødring var elev af landskabsmaleren I. P. Møller og privatelev hos C. W. Eckersberg. Tidligt i sin karriere blev Sødring draget mod I. C. Dahls romantiske landskabsmotiver og kopierede flere gange dennes værker og motiver. Interessen for romantiske landskaber var blot lige begyndt, og i flere omgange søgte Sødring til udlandet for at finde landskaber, der kunne tilfredsstille hans søgen efter en storslået og overvældende natur.I Danmark fandt han denne natur ved Møns Klint, som i forvejen var et yndet motiv blandt Sødrings samtidige malerkolleger, da naturen her minder om Sydens bjergområder.Nærværende maleri er netop et eksempel på Sødrings dyrkelse af den overvældende natur, der grænser til det sublime. Det sublime forstået på den måde, hvorpå mennesket overvældes af den store natur og erfarer, at oplevelsen af denne, i første omgang mærkes som en smerte, men i samme omgang mærkes som glædelig, da den er livsbekræftende.