"Et ofte omtalt genrebillede fra 1820 [1828?], der både dengang og senere var genstand for utallige tolkninger er “En gadescene” eller “Dragon der tager afsked med kæresten”, som det også benævnes. N. L. Høyen skrev dengang sådan om billedet: “En høj kraftig, smuk hestgardist synes just at have været i færd med at bestige sin hest, da han blev opholdt af en velklædt tjenestepige, hans kæreste, der, i det øjeblik vi træde hen for maleriet, er i begreb med at gøre ham en tilståelse, som han ikke hører på med synderlige mere deltagelse, end mangen bortridende rytter i romancerne på sin kærestes klage; men som bringer hende fast til at synke i knæ af sorg og undseelse. Begge er så ganske beskæftigede med sig selv, han af en vis forlegenhed, hun af smerte, thi hendes sidste håb er måske alt skuffet, at ingen af dem hører, hvorledes kringler og æg smadre mod jorden ved den lystne hests undersøgelse af pigens grønkurv”. Høyen fremhævede Bluncks indlevende beskrivelse af scenen, og han fandt, at der var “en sjælden sandhed i denne gruppes komposition og udtryk.” Til gengæld kan han ikke forstå, hvorfor skildervagten morer sig over optrinnet. Han er ikke fri for at føle sig ramt på anstændigheden, når han siger: “Hvorfor har kunstneren villet fordærve os nydelsen ved at henstille den skildvagt, det med sit rå grin slet spiller korets rolle? Hvo ville kunne godte sig ved sligt optrin”. Af vor tids kunsthistorikere, der har beskæftiget sig med billedet, siger Kasper Monrad at det er præget af lune, som eller ikke fandtes i malerierne på det tidspunkt, Det skulle først senere blive et træk i genrefremstillingerne….[…]. Flere senere kunsthistorikere finder også anledning til at beskæftige sig med billedet. Karl Madsen har i “Kunstens Historie” talt om humoristiske og satiriske billeder, som han mener sikkert er malet for at give publikum større glæde. Bluncks hestgardist henregner han til den kategori, og fremhæver billedet, selv om han karakteriserer Blunck som en “ellers traurig maler”. Også Henrik Bramsen berører det erotiske i billedet, og siger “Blunck behandler den klassiske fortælling om det udfarende militær og den hjemmeblivende kvinde, og måske beretter billedet samtidig den tidløse historie om kønnenes modstridende interesser”. Tolkningen kan sagtens uddybes ved at betragte de knuste æg som symbol på den tabte uskyld, hvilket skildervagten kunne antyde ved sit ironisk vidende grin. Og havde man i 1828 kendt til Bluncks seksuelle orientering, og var begrebet homoseksualitet på det tidspunkt opfundet, med alt, hvad det kunne indbefatte, havde nogle sikkert lagt en anden betydning i netop afskedsbilledet, nemlig at gardistens manglende interesse for pigen skyldtes seksualitetens anden retning, og at skildervagtens frække grin fortalte, at han kendte denne sandhed, eller måske tilmed var involveret med soldaten. I en nutidig optik kan det være vanskeligt at få øje på noget særligt erotisk eller anstødeligt i Bluncks gadescene. Men om man igen får øje på gadescenen, vil billedet muligvis blive fortolket som ovenfor. Seksualitet som tema synes i det hele taget fraværende i Bluncks maleri med undtagelse af et billede, “Mareridt”, som han maler sent i livet.” (s. 62–63). “Mareridt” er på Nivaagaards Malerisamling (inv. nr. 0213NMK).