Litteratur: Lennart Gottlieb: “Giersing. Maler . Kritiker . Menneske”, København, 1995, gengivet i farver side 208. Litteratur: Lennert Gottlieb (red): “Harald Giersing. Maleri . Ord . Musik”. Udgivet i forbindelsen med udstillingen “Harald Giersing. Maleri . Ord . Musik”, Statens Museum for Kunst, 7. oktober 1995–7. januar 1996 og Aarhus Kunstmuseum, 28. januar - 8. april 1996, gengivet i farver som nr. 92.

Udstillet: Grønningen. Udstilling i Aarhusforeningen Moderne Kunst, maj 1922, kat. nr. 1. Udstillet: Grønningen. Niels Bangs Hus, Odense, juni 1922, kat. nr. 1. Udstillet: Grønningen. Den Frie Udstillings Bygning, København, januar-februar 1925, kat. nr. 31. Udstillet: “Giersing-Udstillingen - retrospektiv”, Kungl. Akademien för de fria konsterna, Stockholm, 8.-30. november 1958 og Statens Museum for Kunst, København, december 1958. Udstillet “Portrætter og figurbilleder”, Statens Museum for Kunst, København, 10. oktober - 10. november 1981. Udstillet: “Harald Giersing. Maleri . Ord . Musik”, Statens Museum for Kunst, 7. oktober 1995–7. januar 1996 og Aarhus Kunstmuseum, 28. januar - 8. april 1996, kat. nr. 92, gengivet i farver. Proveniens: Mille Giersing. Proveniens: Landsretssagfører Franz Giersing, København. Herefter nedarvet i familien til den nuværende ejer.

Kunsthistoriker Lennart Gottlieb in bogen “Giersing. Maler. Kritiker. Menneske”, København, 1995, side 209: -“Billederne af danserne drejer sig fundamentalt om forholdet mellem figur og grund og forholdet mellem farverne rød og blå .... de blå eller blålige figurer mod en rød grund. man kan mene som maleren Vilhelm Bjerke-Petersen, der var elev af Giersing, at Giersings billedelementer altid har ”et realitetsindhold“ og se 'Balletscene' som ”storartet stærkt i sine modsætninger - blodrød varme og kølig menneskeberegning (balletscene) - vi finder ikke det tilfældige forhold, men et nøje angivet - i dette tilfælde: det mindst mulige (finger mod finger) 'en psykologisk virkelighed' ...

-“Uden kendskab til forlægget er det næsten umuligt at vide, hvad der egentlig foregår i Giersings billede; der mangler i bogstaveligste forstand forankrende holdepunkter. Især danserindens stilling forekommer mærkværdig. Men netop ved at fjerne hendes sæde og dermed ophæve hendes statiske forankring i den nedre del af scenebilledet har Giersing opnået en effekt, som den svenske kunstkritiker Kristian Romare så udemærket har beskrevet: ”Det mærkelige sker, at billedet danser. Klovnernes lemmer er malet flade som Matisse-collager, deres hænder mødes sirligt pegefinger mod pegefinger i en stilling som spidsen på en snurretop. Men deres kroppe er modellerede plastisk som en Legér-form, træder voluminøse frem af overfladen. Snurretoppen begynder at dreje. Den kvindelige figur rejser sig graciøst mod den øvre rammekant, hendes partner synker tungt ned og pressessammen mod underkanten! Figurerne fornemmes ar kredse omkring punktet, hvori de to pegefingre mødes. Figurerne peger ganske enkelt på det punkt i fladen, der binder til dem til den; det punkt hvori billedets energi koncentreres. Billedet, det malede billede, peger på sig selv som malet på fladen og som fungerende i fladen. Den rumlige oplevelse af figurerne er tvetydig; de fornemmes både som malede på og malede ind i den røde flade. De træder plastisk frem, samtidig med, at de synes på nippet til at træde tilbage i forhold til den røde flade eller at blive indhyllet i dens tomme intet".