Udstillet: Kunstforeningen, “L.A. Ring 1854–1933”, 1953 nr. 96.

Proveniens: Ingeniør Johan Petersens samling, hans dødsboauktion Winkel & Magnussen 180, 1935 nr. 105, afb. s. 30. Her erhvervet af nuværende ejers far.

Rings hustru Sigrid dør i 1923, og i sin store sorg stopper Ring med helt at male, men genoptager det igen i 1924. I nærværende maleri fra 1924 er han tilbage med fuld kunstnerisk styrke med mange af hans fornyende og originale kunstneriske elementer.

Det er en smuk frostklar solskinsdag med høje snedriver langs vejen. Man kan nærmest høre den knitrende sne under fødderne, når man går, og mærke varmen fra solens stråler og se ens varme ånde blive til små dampskyer. Den sneklædte vej fører os ind i maleriet, men blikket stoppes af træerne og huset til venstre og drejer til højre om bag et andet hus, med et karakteristisk sort diagonalt tag og en gul gavl og grønt stakit foran. Ved siden af huset tårner en stor hvid gavl sig op og stopper helt for vores videre udsyn, som en mærkelig nøgen kølig geometrisk form. Gennem forskydninger og kontraster ml. nær og fjern, flade og rum, lys og skygge og prægnante kontrastfyldte farver: sort, hvid, grøn, blå og gul, skaber Ring sin helt egen visuelle dynamik altid forankret i virkeligheden. ”Han skaber ikke kubisme, men ser kubistisk på den virkelighed, der er foran ham og bliver til på lærredet med noget, der ligner abstraktion, men ikke er det. Det er virkelighed, kunstnerisk virkelighed, flettet sammen til abstraktion.” (s. 249).

Således beskriver Henrik Wivel i ”Det glasklare hjerte. En biograf om L. A. Ring” fra 2020, blandt andet Rings forhold til kubismen, og hvorledes han var inspireret af den japanske kunst, kubismen, og moderniteten i det hele taget, og hvordan det især kommer til udtryk i hans værker fra hans tid på Sankt Jørgensbjerg.

Dette ses meget tydeligt i nærværende maleri.