Litteratur: Troels Andersen: “Sonja Ferlov Mancoba”, København 1979, kat. 24, geng. s. 42. Litteratur: “Sonja Ferlov Mancoba - Skulpturer / Sculptures”, Fyns Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum & Nordjyllands Kunstmuseum 2003, kat. 25, gengivet side 118.

Sonja Ferlov Mancoba indskriver sig i en al for lang række af kunstnerinder, der i deres levetid aldrig opnår den anerkendelse, som deres rent kunsthistoriske betydning fortjener.

Det er der siden blevet rettet op på. Sonja Ferlov Mancoba er i dag repræsenteret på flere museer i ind-og udland, og hendes kraftfulde, potente værker er ofte meget efterspurgte på auktion. Med den aktuelle udstilling på Statens Museum for Kunst, der er tilrettelagt i samarbejde med Centre Pompidou i Paris, trækkes denne ganske særlige og kompromisløse kunstnerinde atter et skridt frem i lyset.

Sonja Ferlovs sympatiske grundholdning til kunsten – eller ”udtrykket”, som hun foretrak at kalde det - var baseret på et klart ønske om at belyse sammenhængen og fællesskabet imellem mennesker fremfor karrieremæssige, økonomiske hensyn. Det globale udsyn og spiritualiteten er derfor væsentlige ledetråde i Ferlov Mancobas virke. Hendes skulpturer vokser ud af en dyb interesse for ikke-vestlige kulturer - i særdeleshed den afrikanske kunst, hun allerede i 1920erne stifter bekendtskab med hos den danske samler Carl Kjersmeier. Interessen næres yderligere ved mødet med hendes senere ægtefælle, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba. Parret møder hinanden i Paris i slutningen af 30erne, og bortset fra et kortere ophold i Danmark fra 1947–52, hvor de aldrig hverken kunstnerisk eller menneskeligt føler sig helt velkomne, er det i Frankrig, de tilbringer resten af deres liv sammen.

Fra tiden i Danmark eksisterer der i dag fem skulpturer, hvoraf vi her udbyder et eksemplar af den ene, der ifølge Troels Andersen er en videreudvikling af den ”ur-form”, som Ferlov arbejder på i krigsårene 1940–46. ”Det er nok den, der har lært mig mest om arbejdet med skulptur, og er mor til alt, hvad der kommer efter”, skriver hun i et brev til Troels Andersen i september 1961. (Troels Andersen: ”Sonja Ferlov Mancoba”, Borgen, 1979, s. 35)

På lignende vis har vi her en figur, hvis konturer rejser sig stateligt fra grunden mod en brat kulmination - derpå dramatisk fald og afslutning. Dog arbejder Ferlov i nærværende figur fra 1951 med forholdet, eller spændingerne, mellem åben og lukket form, hvor det underliggende rum omfavnes og beskyttes af en skelet-lignende struktur. Overfladen er på typisk Ferlov’sk maner præget af en nopret overflade, der efterlader et spor af den skabende hånd som udtryk for en tæt dialog mellem kunstner og materiale.

Netop dette forhold, at kunstneren blot er en mediator for frigørelsen af den iboende kraft, beskriver Ferlov som følger: ”Et menneske drives af indre kræfter til at udtrykke sig i et materiale… Så længe, tingen er levende for mig, taler til mig, kan og må jeg fortsætte den.”

(”Kunstneren er et middel for folket”, interview med Sonja Ferlov i Jyllandsposten, 1973. Citeret fra ”Sonja Ferlov Mancoba Skulpturer/Scuptures”, Fyns Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum & Nordjyllands Kunstmuseum 2003, s 25.)