Sophus Michaëlis' og Alfred Bramsens fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier nr. 317. Maleriet findes i to identiske udgaver: Statens Museum for Kunst ejer et maleri med samme motiv og mål, dateret 1891, (Sophus Michaëlis' og Alfred Bramsens fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier nr. 101). En skitse til de to identiske malerier findes på Davids Samling som inventarnr. B 314. Denne er tegnet med sort, rødt og hvidt kridt på papir, (Sophus Michaëlis' og Alfred Bramsens fortegnelse over Vilhelm Hammershøis malerier nr. 103, samt afbildet hos Poul Vad, “Hammershøi”, 1988 s. 75).Hammershøi blev gift med Ida Ilsted i 1891, hvor den første udgave af dette maleri blev til. Kunstneren har således skildret den nyetablerede familie med de to vigtigste kvinder i sit liv: Hustruen og moderen. Ida blev ikke alene en trofast hustru for ham, men var indtil hans død 26 år senere desuden hans foretrukne model. Hammershøi var ligeledes stærkt knyttet til sin særdeles omsorgsfulde mor, der gik meget op i sønnens velvære og kunstneriske karriere. Således samlede hun lige frem til sin død i 1914 (kun 2 år før Vilhelm Hammershøis død) alle de udklip med omtaler om sin søn, hun kunne skaffe, i en stor scrapbog. I dette motiv har Hammershøi skildret kvinderne henholdsvis frontalt og i profil - og altså ikke rygvendt, som han ellers ofte yndede. Derved har maleriet også decideret karakter af et dobbeltportræt, hvor kvindernes ansigter desuden er fremhævet ved det lys, der rammer dem. De lyse ansigter mod den mørke baggrund skaber en effekt af “clair-obscure”, der er et kunstnerisk virkemiddel udviklet i barokken: Ved at manipulere med lys og skygge kan kunstneren bestemme, hvad beskueren skal være ekstra opmærksom på og opleve med forstærket intensitet. Foruden ansigterne er også Idas hænder og forklæde samt moderens læsestof fremhævet af lyset. Ved at lade de to kvinder henholdsvis læse og lave håndarbejde bygger Hammershøi videre på guldalderens tradition med interiørskildr