Litteratur: Ernst Mentze: "William Scharff, København, 1958, gengivet side 69. Litteratur: “Fortegnelse over Skulptur. Maleri og Grafik tilhørende Erling Koefoed”, København, 1961, gengivet side 105.

Udstillet: Grønningen, København og Aarhus, 1918 kat. nr. 54 f eller Grønningen, København, 1919, kat. nr. 91 f. Udstillet: Vor Tids Kunst i Privateje, København, 1953, kat. nr. 244. Udstillet: “Byens Billede”, Esplanaden, København, 1954. Udstillet: Kunstforeningens Mindeudstilling, Charlottenborg, København, 1958, kat. nr. 52. Udstillet: “Fortegnelse over et udvalg af skulptur - maleri og grafik tilhørende Erling Koefoed”, Kunstforeningen, København, 1966, kat. nr. 102. Udstillet: “Fortegnelse over et udvalg af skulptur - maleri og grafik tilhørende Erling Koefoed”, Esbjerg Kunstforening, 1966, kat. nr. 102.

Proveniens: Kunsthallen Kunstauktioner, København, 1952, kat. nr. 142, gengivet i kataloget. Proveniens: Landsretssagfører Erling Koefoed, København.

William Scharff er en ganske væsentlig skikkelse i forbindelse med kubismens gennemslag i dansk malerkunst. Hans opvækst hos bedsteforældrene i et traditionsrigt bondemiljø i Tisvilde fik stor betydning for hele hans motivverden og verdensforståelse, mens tidens avantgardistiske strømninger påvirkede hans tilgang til billedets opbygning – kombineret i ønsket om at finde et syntetisk udtryk for sameksistensen mellem menneske og natur.

Efter at være blevet malersvend i 1904, søgte Scharff forgæves optagelse på Kunstakademiet. I stedet kom han ind på Kunstnernes Studieskole, og i forlængelse af uddannelsen sluttede han sig til den kreds af unge kunstnere, der udstillede under navnet De Tretten. Her viste Scharff naturalistiske bybilleder med sporvogne, men snart efter fandt han inspiration hos de europæiske postimpressionister, især Paul Cézanne og Edvard Munch, som han oplevede på en Berlinrejse i 1909. Under 1. verdenskrig blev Scharff medlem af den nystartede sammenslutning Grønningen, og han kom til at tilhøre inderkredsen i den gruppe, for hvem den samtidige udenlandske avantgarde stod som en uomgængelig udfordring.

Allerede i 1911 besøgte han Paris, blev præsenteret for Picasso, og senere i 1914 suppleredes med indtryk fra Kandinsky, som han stiftede bekendtskab med på Den baltiske Udstilling i Malmø. Han oplevede, hvorledes malerkunsten: ”Førtes over i en Kunstform, hvor det mere og mere kom an på at give en rent sjælelig personlig Indsats …. om end det nu mere og mere kom an på at frigøre Farven fra Synsindtrykket, få den til at virke i Harmonier; omskabe Tingene i Farve, fylde Billedplanen ligevægtigt, få Farven til at yde så meget, at Billedets første Indtryk blev Farvens påpressende Kraft, og man først bagefter glimtvis befrugtes af en eller anden Fornemmelse, at den indre Oplevelse vokser ud af den ydre Øjenoplevelse.” (Carl V. Petersen “Til Belysningen af Forholdet mellem Kunst og Natur. William Schaff, i ”Tilskueren", 1918, II s. 539–45)

Scharffs hønsebilleder fra 1917–18 står som hans mest dynamiske værker og originale eksempler på fortolkningen af de internationale impulser indenfor dansk regi – her mødes naturalisme, kubisme og futurisme med bondeidyl og længslen efter et liv i harmoni med naturen. De viser et stadig mere sprængt univers med tydelige kubistiske aner, men fremstår samtidig som en bearbejdning af Kandinskys forståelse for farver og formers psykologiske virkning samt kunstens åndelige dimension og tætte slægtskab med musikken.

Der findes versioner af hønsebilleder på blandt andet Statens Museum for Kunst, Randers Kunstmuseum samt i kendte prominente samlinger.