Litteratur: Ane Hejlskov Larsen: “Per Kirkeby - Malerier 1957–1977”, Borgen, København, 2002, nr. M 287 a-k. Litteratur: “Per Kirkeby: Kunstausstellung der Ruhrfestspiele Recklinghausen”, Kunsthalle Recklinghausen, Tyskland 1994, del af serien geng. i kataloget. Udstillet: “Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Lene Adler Petersen”, Århus Kunstbygning, 11. - 26. januar 1975. Proveniens: Svend Hansen, Jysk Kunst Galerie, København. Proveniens: Privatsamling, Herning, Danmark (katalogiseret hér af Ane Hejlskov Larsen i 1992). Proveniens: Bruun Rasmussen Kunstauktioner, auktion 692, København, april 2001, kat. nr. 70. Proveniens: Privatsamling, Danmark / Italien.

Værket i 11 separate og individuelt signerede dele fra 1974 er alene i kraft af sit format og sammensatte karakter et spektakulært særsyn i Kirkebys produktion. De eksakte omstændigheder, forudsætninger og tanker omkring værkets tilblivelse og specifikke udformning er ikke dokumenteret, men værket udstilledes samlet i Århus Kunstbygning i 1975, hvor Per Kirkeby deltog sammen med kollegerne, Lene Adler Petersen (f. 1944) og Bjørn Nørgaard (f. 1947). Overordnet er der tale om 11 heterogene – stilistisk yderst varierende motiver – monteret i integrerede rammer designet af kunstneren. Rammerne kan bedst beskrives som variationer eller forskydninger over et tema i farverne guld og sort prydet med skiftende geometriske grundformer.

1970’erne markerer i Kirkebys produktion overgangen fra 1960’ernes ”europæiske pop” med brug af lakfarver, betoning af det serielle samt (gen)brug af mangetydige kulturelle skabeloner og referencer til et mere personligt, abstrakt-spontant, naturbaseret og romantisk malerisk sprog. Allerede i 1960’erne eksperimenterer Kirkeby – udover med maleriet - med selve udstillingsformatet og skaber installatoriske miljøer eller ’environments’, f.eks. i 1965 hvor serien af ikoniske ”Stakitbilleder” udstilles på Louisiana Museum for Moderne Kunst. 1970’erne er også en periode, hvor Kirkeby interesserer sig indgående for ’museet’ som begreb – selve den museale måde at inddele, præsentere og formidle indhold eller mening på. Dét at skabe en tilsyneladende logisk og fremadskridende tidslinje i begivenheder og effekter, der reelt har kompleks baggrund.

Det virker dels passende at se dette værk i forlængelse af stakitbilledernes variation over en gennemgående form og som en italesættelse af maleriske modsætninger som ’formalistisk / malerisk’, ’anonymt / personligt’, ’rent / urent’. Værket synes dog også at have en vis forbindelse til serien af Per Kirkebys såkaldte ’museumsudstillinger’ i 1970’erne. I modsætning til Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, der med bl.a. ”Den kvindelige Kristus – Børsaktionen” (1969) og ”Hesteslagtningen” (1970) angreb selve institutionen og kunstbegrebet arrangerede Kirkeby udstillinger inde i museet – både med egne værker og eksisterende museale effekter. Dette som en undersøgelse af museet som historisk og æstetisk størrelse – med kunstnerens biograf Ane Hejlskov Larsens ord en mere en poetisk kommentar til kunstbegrebet og indsamlingsprincipperne end et angreb på selve kunstinstitutionen.

Nogle dele af værket hér tenderer det klassisk landskabelige, andre dele ligner rendyrket malerisk proces. Nogle dele har rumlighed og farveperspektiv, andre dele fremhæver fladen. Således postulerer eller etablerer værket på den ene side en orden eller sammenhæng, som det på den anden side selv gør alt for at udfordre eller destruere.