Ebba Carstensen er i sin tid en velrespekteret kunstner. Hun optages på Kunstakademiet i 1909 og er generelt en produktiv kunstner, der deltager i mange udstillinger som fx Charlottenborgs Forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling. Hun opnår i sin levetid flere anerkendelser i form af store legater og studierejser - og bliver det første kvindelige medlem af Decembristerne samt en del af Akademirådet. Hun modtager Eckersbergmedaljen i 1930 og Thorvaldsenmedaljen i 1951. Efter hendes død i 1967 hører man ikke meget om Carstensen, der ikke får samme omtale sammenlignet med sine studiekammerater Jais Nielsen og Olaf Rude – og de andre medlemmer af Decembristerne. Ebba Carstensens kunstneriske virke løber i to spor; om vinteren maler hun motiver fra sit atelier i København, mens hun om sommeren opholder sig i sit sommerhus i Horneby ved Hornbæk - ikke langt væk fra sin gode veninde og kollega Astrid Holm, som hun også samarbejder med. I Nordsjælland maler Carstensen, lige som impressionisterne, under åben himmel. Køer, markarbejdere, skovlandskaber og høstmotiver går igen i mange af hendes værker. Hun arbejder med tydelige penselstrøg, der i flere af hendes værker synes brede og helt kantede. Carstensen bliver tidligt tryllebundet af ekspressionismen og kubismen, som hun ser i Paris. Hun eksperimenterer med farver og form, der bevæger hendes landskaber hen imod en mere ekspressiv stil med abstrakte elementer.