Suzanne Ludvigsens fortegnelse over Dankvart Dreyers malerier, 2008 nr. 7.

Udstillet: Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense “Hist hvor vejen...”, 1996 nr. 31. Fyns Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling “Naturfortrolighed”, 2006–2007 nr. 2. Museum Vestfyn, “Dreyer - Liv og landskab”, 2016 nr. 6, afb. og omtalt s. 11.

Litteratur: Suzanne Ludvigsen, “Maleren Dankvart Dreyer”, 2008, afb. bind 1, s. 22–23 (udsnit) og s. 69, samt bind 2, s. 29. Omtalt bind I, s. 69–71.

Proveniens: Urmager i Grenå, Rasmus Christian Rasmussen, f. i Fangel på Fyn i 1838. Apoteker Carl Gustav Adolf Rasmussen (1882–1939), førnævntes søn, fik maleriet som gave, da han blev cand.pharm. i 1906. Fru Gerda Rasmussen, Ålborg, C. G. A. Rasmussens svigerdatter (1992). Bruun Rasmussen auktion 705, 2002 nr. 1050, afb. s. 37.

Som elev på Modelskolen i starten af 1830’erne, brugte Dankvart Dreyer ofte sommermånederne på at male studier efter naturen i området omkring hans hjemegn ved Assens. På et lavt kystområde, syd for byen, fandt Dreyer et oplagt sted at afbilde et panorama af byen fra: ”Herude i de våde strandenge, ikke langt fra tangens udspring, må den 18-årige Dankvart have stået, da han malede sin hjemby henliggende i randen af synskredsen som en luftspejling. En samling teglklædte huse og en vindmølle omkring kirken, omgivet af skov og vand og kuplede marker og endnu en mølle – alt sammen badet i et strålende eftermiddagslys”. (Suzanne Ludvigsen, ” “Maleren Dankvart Dreyer”, 2008, s. 69–70). Inspirationen fra ældre hollandsk malerkunst er let at se i billedets konstruktion – med den flade for- og mellemgrund, lave horisont og store himmelhvælv. Den unge kunstner har allerede her fat i nogle af de karakteristika som ville komme til at kendetegne hans senere arbejde: ”Lyset over tagene og genskæret fra de hvidkalkede husmure. Kirken. Møllerne. En grøn lund for enden af en snoet grusvej. En bro. Blomstrende valmuer imellem svajende græsser. Store runde sten i gåsegang hen over lavt vand. Sejlskibe som svaner på koboltblåt hav. Og højt over det flade land, i svimlende kontrast dertil, himlen med sine forskellige udtryk – her i hvile, befolket med lette småskyer”. (Ludvigsen, s. 70).