Litteratur: Ane Hejlskov Larsen: “Per Kirkeby - Malerier 1978–1989”, Aarhus 2015, kat. M 808, gengivet side. 442. Registreret i Galerie Michael Werners arkiv under PK 372 (label på bagsiden) og i Ane Hejlskov Larsens arkiv under nr. 374. Litteratur: Nicholas Serota & Rachel Kirby (red): “Per Kirkeby: Recent Painting & Sculpture”, Whitechapel Art Gallery, London, England 1985, gengivet side 45. Udstillet: “Per Kirkeby: Recent Painting & Sculpture”, Whitechapel Art Gallery, London, England, 22. november 1985–12. januar 1986, gengivet i kataloget side 45. Udstillet: Kunstmuseet Trapholt, Kolding 1991 (udenfor katalog, inskription på bagsiden). Udstillet: Národní Galerie, Prag, Tjekkiet 1994 (påskrift på bagsiden). Udstillet: “Per Kirkeby - Panorama”, Aarhus Kunstmuseum, 29. august - 1. november 1998, kat. nr. 164, gengivet i kataloget side 88. Udstillet: “Per Kirkeby - Panorama”, Pinacoteca, Sao Paolo, Brasilien, april 1999 (label på bagsiden). Proveniens: Privatsamling, Danmark.

Fra 1980’erne undergår Per Kirkeby en banebrydende ændring i udtryk og arbejdsmåde. Han slipper 70ernes masonit- og tavlebilleder - bemalet med cykellak i det standardiserede mål 122×122 - til fordel for naturinspirerede og mere abstrakte olieværker, der ofte udføres med et stærkt begrænset figurativt og symbolsk billedsprog. Landskabet bliver fremtrædende for hans undersøgelser, og som den kunstnerisk tænkende videnskabsmand han er, går han til materialet med øje for både det specifikke og det generelle, såvel som det natur- og kulturbårne. Naturens voldsomme og ofte ødelæggende kræfter har til alle tider fascineret mennesket. Netop øjeblikket efter stormen rummer en særlig tiltrækning - her samlever håb og fortvivlelse, mens muligheden for en ny start går hånd i hånd med sorgen. Kirkeby står således ikke alene i sit forsøg på at indfange dette moment, der ganske ophæver normalitetens love og sætter tid, sted og rationalitet ud af kraft i en oplevelse af nærmest religiøs og oversanselig karakter. Særligt i 1800-tallets romantik dyrkedes begrebet ”det sublime”; det afgørende splitsekund, hvor naturens storhed får sproget til at forstumme, og sanserne råder frit. For romantikkens kunstnere og tænkere var fornuft og følelse ikke i konflikt, men i et frugtbart modsætningsforhold, hvor sandheden opnået gennem personlige erfaring ansås som mere gyldig end den tillærte. ”Efter Stormen I” indskriver sig således i en tradition efter Casper David Friedrich, William Turner og John Constable – og J.F. Willumsen for den sags skyld - men er samtidig et strålende eksempel på Kirkebys særlige bearbejdning af billedfladen. Kirkeby arbejder i mange lag vekslende mellem transparens og fortættet tyngde. Fra brede farvemættede, kontrastfyldte penselstrøg i højre side mod hurtigere, korte og afstemte i venstre. Farvesætningen er dramatisk, ekspressiv, udført i vinterens særegne lysende palet. Motivet skjuler sig, dukker kun frem som spor, men lader sig ikke umiddelbart afkode. Er det mon Constables berømte regnbue, der krystalliserer sig på billedfladens øverste halvdel? Eller er det snarere nordlysets fluorescerende farver, som Kirkeby bærer med sig fra fjerne nordlige horisonter? “A typical Kirkeby picture will look as if it is being surveyed through a thick curtain of ice. Bands of glowing colour form themselves onto clusters of verticals- The clusters of colour seem to be absorbing the light of the room and throwing it back at curious angles. The laws which govern the painting's structure are similar to those which shape the earth's crystals.”

(Waldemar Januszcak: “A little icing on the German cake”, The Guardian, 4. December 1985. Anmeldelse af Per Kirkeby: Recent Painting & Sculpture", Whitechapel Art Gallery, London)