Litteratur: Guy Atkins: “Asger Jorn. The crucial years 1954–1964”, London, 1977, nr. 941, gengivet (angivet med forkert størrelse) og årstal). Proveniens: Privatsamling, USA. Antagelig erhvervet direkte fra kunstneren af nuværende ejers forældre. Aldrig tidligere udbudt til salg. Efter sin soloudstilling på Galleria d’Arte del Naviglio i Milano i 1955 rejser Jorn samme år midler til at købe en lejlighed i Paris. Hermed er han tilbage i byen hvor han to årtier tidligere, for alvor tog hul på sin kunstneriske skoling hos Fernand Léger. Selvom Jorn allerede har haft en ledende rolle i etableringen af CoBrA, ved han, at han først for alvor kan slå sit navn fast, når han har fået fodfæste i byernes by. Det er vigtigt, at han bliver repræsenteret af det rigtige galleri og afgørende, at han får udstillinger i flere europæiske metropoler. Salget af ”The witches of Pozzo Garitta” til samleren Henri Lezard samt et provenu fra Galerie Birch sikrer et par måneders arbejdsro og indgåelse af den vigtige aftale med Galerie Rive Gauche. Værkerne til den første soloudstilling skal stå klar i juni 1957, og det er afgørende, at Jorn kommer ind i et godt flow. Kendetegnende for denne periode er den markante stoflighed, som Jorn bygger sine værker op med. Det sideløbende arbejde med keramikken i Albisola fornægter sig ikke - det er den samme kraftfulde kilde, som værkerne vokser ud af.  Billedets titel lader sig tolke i flere retninger: Smeden som en mytologisk tæmmer af ildens urkraft: En skaber, der i lighed med kunstneren bearbejder den flydende materie, giver den form og udtryk. Blindheden skal næppe forstås negativt men snarere som en anerkendelse af ustoppelig skabertrang og kraft: Trods begrænsninger lader den kunstneriske drift sig ikke bremse: Håndens og åndens værk smelter sammen i en gigantisk kraftanstrengelse og bliver til ny plasticitet. Om udtrykket kommer til live som skulptur, keramik, grafik, collage eller maleri er en teknikalitet. Jorns verden er befrugtet med en enorm skabende drivkraft, der samme år manifesterer sig i hovedværket “Lettre à mon fils” og det indledende arbejde med “Stalingrad”. Netop “Lettre à mon fils” har mange lighedspunkter med det udbudte værk: Adskilte figurer med tydeligt markerede øjne, der opvakt spejder mod hinanden - tydelige referencer til energien mennesker imellem og kreativitetens rastløse dynamik.  En anden tolkning der synes uomgængelig er referencen til den nordisk mytologi, der tegner sig som en tilbagevendende referenceramme i Jorns værk: Smeden og tordenguden, Thor, symbolet på ultimativ virketrang og virilitet. Thors rolle var i videre forstand at være gudernes og menneskenes beskytter mod destruktive naturkræfter, som sørgede for, at den konstante trussel mod destruktionen af kosmos ikke blev virkeliggjort. Som frugtbarhedens gud synes Thor og referencen til den stumme myte at være en oplagt billedmæssig allegori og bud på et alter ego, som den omnipotente og ustoppelige Jorn i denne periode identificerer sig med: En kunstner, der har direkte kontakt til grundelementerne ild, jord og vand og virtuost forener disse i uomgængelig kunstnerisk form.