Udstillet: Kunsthalle zu Kiel, “Die Kopenhager Schule. Meisterwerke Dänischer und Deutscher Malerei von 1770 bis 1850”, 2005, afb. s. 139.

Hamburger Kunsthalle, “Eckersberg - Faszination Wirklichkeit: das Goldene Zeitalter der dänischen Malerei”, 2016, kat. nr. 86.

Fondation Custodia, “C. W. Eckersberg 1783–1853. Artistes Danois à Paris, Rome & Copenhague”, 2016, kat. nr. 119, afb s. 318.

Litteratur: Peter Michael Hornung og Kasper Monrad, “C. W. Eckersberg - dansk malerkunsts fader”, 2005, omtalt s. 388–389 og afb. s. 388.

“C. W. Eckersbergs dagbøger 1810–1837”, udgivet og kommenteret af Villads Villadsen, 2009, omtalt s. 1215.

Proveniens: C. W. Eckersbergs dødsboauktion 1855 nr. 535, under Tegninger af Professor Eckersberg 1848–51, beskrevet som 'En gadescene, tusch'.

Kunsthallen auktion 442 1994, nr. 171, afb. s. 53.

D. 28 juli 1851 kunne man i Danmark iagttage en total solformørkelse. En uhyre sjælden begivenhed (den næste vil først finde sted d. 23. maj 2142), der derfor tiltræk enorm stor opmærksomhed hos den helt almindelig brede befolkning.

Eckersberg skriver i sin dagbog på selve dagen mandag d. 28. juli 1851: "Kl henved 3 begyndte en Solformørkelse, som næsten var total kl 4, og ophørte gandske omtrent Kl 5. der vare mange Mennesker på Pladsen med deres Glas for at see dette sjældne Skuespil. Da Formørkelsen havde begyndt blev Belysningen strax noget mattere, og da den omtrent en 4 Minutter var paa sit hoieste blev det et heelt Tusmørke, og den blaa Himmerl, Skyerne, og alle andre Gjenstande fik en særegen graae mat Farve, og der herskede Stilhed overalt. Skjønt der svævede Drivskyer kunde man mellem disse temelig godt see Formørkelsen.”

Nærværende tegning er én af de meget sjældne skildringer af, hvordan dette har set ud. En øjenvidneskildring af en af tidens største kunstnere.

Et så interessant og sjældent astronomisk fænomen, som en total solformørkelse er, har selvfølgelig i sig selv interesseret den videnskabsinteresserede og omhyggeligt vejrregistrerende kunstner, men som det er så typisk for Eckersberg i hans genrefremstillinger af små hverdagssituationer, så er det ikke selve solformørkelsen, han tegner - nej, han skildrer ‘skuespillet’ omkring det. Hvorledes helt almindelige københavnske borgere - mænd og kvinder, børn, unge og ældre, høje og lave - har set ud, i det øjeblik de ser op mod selve formørkelsen gennem de til lejligheden specialfremstillede mørkfarvede beskyttelsesglas. Det de ser på er noget udenfor billedet - nøjagtig som vi kender det fra “Langebro i måneskin med løbende figurer” fra 1836 (Statens Museum for Kunst, inv. nr. KMS7284) eller det hos Bruun Rasmussen erhvervede værk "Udsigt gennem en Dør til løbende Figurer” fra 1845 (Statens Museum for Kunst, inv. nr. KMS8847).

Men tegningen giver os måske ikke blot et meget interessant og sjovt indblik i, hvorledes det har set ud, da helt almindelige københavnere har betragtet solformørkelsen. Den er måske også et billede på Eckersbergs egen situation. Han var blevet en ældre herre og synet var ikke længere så godt. “Formodentlig havde Eckersberg udviklet stær på begge øjne. At han netop nu skulle tegne en skare borgeres reaktion på den totale solformørkelse, som ramte København i sommeren 1851, formede sig som en kommentar til hans egen situation, hvor dagslyset gradvis blegnede.” (Hornung og Monrad, s. 389).