Olivia Holm-Møller anses i dag som en af 1900-tallets mest markante kvindelige malere; en ener med en stærk vilje og et sjældent kunstnerisk klarsyn. Hun studerer på Emilie Mundt og Marie Luplaus Tegneskole og senere Kunstakademiet i København, hvor hun er indskrevet i årene 1901–10. Hendes studietid er dog præget af flere pauser, og hun forlader akademiet uden at tage afgangseksamen.

Som så mange af sine kollegaer rejser Holm-Møller for at uddanne sig og finde inspiration. Den første tur i 1905 går til London, senere Italien, Holland, Belgien og Frankrig, men selv i en høj alder opretholder hun en livlig rejseaktivitet. Hun opsøger fjerne og eksotiske destinationer, som Tunis, Marokko, Kina, Indien og det afrikanske kontinent, og undervejs tegner hun skitser og akvareller, som hun omsætter til malerier hjemme. Hendes kunstneriske sind forbliver eksperimenterende og nysgerrigt - med mod til at søge egne veje - til inspiration for senere generationer af malere.

Holm-Møller bliver aldrig gift, men i foråret 1915 dør hendes svigerinde fra to små drenge. Hun afbryder sin spirende karriere, tager tilbage til fødebyen Homå og påtager sig rollen som barneplejerske og husbestyrerinde for broderen Severin. Snart efter bosætter hun sig i nabohuset, hvor hun bygger atelier og benytter eftermiddagene til at male. Perioden bliver meget produktiv, og der findes utallige billeder, hvor de to drenge optræder. På værket her ses de sengeliggende, den ene optaget af en bog, men begge med blikket vendt mod beskueren. Farverne er holdt i en enkel kolorit, hvor kun en skarp orange samt en sart lilla bryder gråtoneskalaen.