Den afgørende fornyer
|
”… det var bare mine lykkeligste timer, da jeg løb ud i det fri med en malerboks og stol under armen for at male lidt efter naturen.” (Eckersberg 1915 i et brev til vennen maleren I.P. Møller). At Christopher Wilhelm Eckersberg er blevet kaldt ’Dansk malerkunsts fader’ vidner om, hvilken enorm betydning han har haft for dansk kunsthistorie og i særdeles for den danske guldalder. Han tiltrådte som professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1818, og i de 35 år han sad på denne post påvirkedes stort set alle danske kunstnere af ham. Hans elever tæller nogle af de betydeligste danske guldaldermalere som Christen Købke, Martinus Rørbye, Constantin Hansen og Wilhelm Marstrand. Eckersberg blev født i Blaakrog i det daværende Slesvig. Han kom i 1803 ind på kunstakademiet i København, hvor han blev elev af maleren Nicolai Abildgaard, som blandt andet var med til at vække Eckersbergs store interesse for perspektivlæren. Eckersberg ønskede på dette tidspunkt at uddanne sig til historiemaler, som var den mest prestigefyldte genre på de europæiske akademier. Med hjælp fra private velgører rejste han i 1810 til Paris, hvor han fra 1811-1812 var elev af tidens førende maler – den franske nyklassicist Jacques-Louis David. I 1813 rejste Eckersberg videre til Rom, og med sine oliestudier af byens antikke bygningsværker malet direkte foran motivet under Sydens skarpe sol og blå himmel introducerede han friluftsmaleriet i dansk kunst. Disse romerske prospekter blev senere nogle af hans mest efterspurgte værker, men på Eckersbergs egen tid hang de i ’den gule stue’ i hans professorbolig på Charlottenborg. Her kunne hans elever studere dem og kopiere efter dem. De var således ikke i handlen og som sådan heller ikke efterspurgte. Eckersbergs store udlandsrejse i årene 1810-1816 var ganske enkelt banebrydende for hans kunstneriske udvikling, og hans bybilleder fra Rom var en nyskabelse i dansk kunst. I 1816 vendte han tilbage til Danmark og blev i 1818 udnævnt til professor på kunstakademiet i København. Han blev det voksende borgerskabs mest efterspurgte portrætmaler og fortsatte tillige med historiemaleriet. Gennem årene udførte han også flere altertavler. I 1820’erne blev marinemaleriet Eckersbergs foretrukne genre. Her kunne han kombinere sin store interesse for skibe og skibsfart og fine sans for detaljer med systematiske og præcise observationer af naturen og vejrets omskiftelighed. I 1830’erne var Eckersberg med til – som et af de første steder i Europa – at indføre friluftsmaleriet på kunstakademiet i København som en integreret del af undervisningen samt tegne- og maleundervisning efter kvindelige nøgenmodeller. Samtidig udviklede han sin interesse for perspektivlæren og udgav i 1833 bogen ”Forsøg til en Veiledning i Anvendelse af Perspectivlæren for unge Malere“ og i 1841 “Linearperspektiven, anvendt på Malerkunsten”. Det var også i 1830’erne, at Eckersberg malede flere af sine små genremalerier – små pudsige hverdagsfortællinger fra København, bl.a. “Langebro i måneskin med løbende figurer” fra 1836 Det særlige her er, at man ikke er helt klar over, hvad der præcist foregår i billedet, fordi figurernes handling er afstedkommet af noget, der sker uden for maleriet. Dette er en i europæisk sammenhæng meget usædvanlig malerisk fortælleteknik, da det var kutyme, at fortællingens pointe skulle fremgå tydeligt af værket. Med sin klassiske skoling og sine nøgterne og virkelighedsnære naturiagttagelser blev Eckersberg en afgørende fornyer af dansk kunst, og det er vanskeligt at overvurdere hans indflydelse på ikke blot guldalderens generation af danske kunstnere, men også på den efterfølgende periode og det moderne maleri. Eckersberg døde af kolera i 1853.
|
