Kvinden, kunsten og fællesskabet
|
”Et menneske drives af indre kræfter til at udtrykke sig i et materiale … Så længe tingen er levende for mig, taler til mig, kan og må jeg fortsætte den.” Sonja Ferlov Mancobas (1911-1984) skulpturer vokser ud af en dyb interesse for ikke-vestlige kulturer – i særdeleshed den afrikanske kunst, som hun allerede i 1920’erne stifter bekendtskab med hos den danske samler Carl Kjersmeier. Interessen næres yderligere ved mødet med hendes senere ægtefælle, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba. Parret møder hinanden i Paris i slutningen af 1930’erne, og bortset fra et kortere ophold i Danmark fra 1947–52, hvor de aldrig hverken kunstnerisk eller menneskeligt føler sig velkomne, bliver det i Frankrig, at de tilbringer resten af deres liv sammen. Den sympatiske grundholdning til kunsten, eller ”udtrykket”, som Sonja Ferlov Mancoba selv kalder det, er baseret på et klart ønske om at belyse sammenhængen og fællesskabet mellem mennesker fremfor karrieremæssige og økonomiske hensyn. Det globale udsyn og spiritualiteten er væsentlige ledetråde i hendes virke for: ”Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde og ingen skaber alene … ”. Sonja Ferlov Mancoba er i dag repræsenteret på flere museer i ind-og udland, og hendes kraftfulde og potente værker har gennem de seneste år været meget efterspurgte på auktionsmarkedet. |
|