Else Alfelt

f. København 1910, d. sst. 1974

Else Alfelt og verdens skønhed

Med sin livspartner, kunstneren Carl-Henning Pedersen, blev Else Alfelt (1910-74) i midten af 1930’erne en del af de eksperimenterende kunstnersammenslutninger Linien (1934 – 39), Skandinaverne og Helhesten (1941 – 44), der senere blev kernen i CoBrA (Copenhagen – Brussells – Amsterdam). Alfelts politiske holdninger var påvirket af tidens sociale forhold og af nazismens fremmarch, mens hun i CoBrA blev drevet af lysten til kollektive eksperimenter og spontan udfoldelse. Alfelts og Pedersens fælles hjem blev samlingspunkt for CoBrA-kunstnerne.

Akvarel, abstrakt oliemaleri, mosaik og digtekunst
Ud fra en konstant dialog med naturen og en tro på farvers rige potentiale skabte Alfelt sit eget særprægede billedsprog, hvor lyset, bjergene, månen og solen blev gennemgående motiver. Selv kaldte hun sine værker for en lyrisk perception af verden og sagde i flere sammenhænge, at hun gerne ville videregive sin følelse af universet, evigheden og verdens skønhed. Harmoni og gentagelse blev rettesnore.

Lygternes land og Kloder i gyldent rum
Alfelts udlængsel var livet igennem, som hos andre af CoBrAs medlemmer stærk. Rejser til Lapland, Norge og Island (1945 – 48) blev til luftige, farverige akvareller med indtryk fra den storladne natur. Som den første abstrakte kunstner modtog hun i 1951 Ny Carlsbergfondets rejsestipendium, – Romerstipendiet – og fik fra rejsen til Italien en lang fascination af den såkaldte Ravenna-teknik. Tagea Brandts rejselegat benyttede hun i 1968 til en rejse til Japan, hvorfra hun blev inspireret til udstillingen Lygternes land. Hun markerede sig med udstillinger på Carnegie Institute i Pittsburgh og på Galérie de France. Listen af opgaver er lang: Bl.a. udsmykning af Langeliniepavillonen og mosaikken ”Kloder i gyldent rum” til Th. Langs Skole.

Relevante artikler