Bertha Wegmann

Ha, skal saadan en være maler! Næ, Skurekone skal hun være! Skurekone, det egner hun sig vist bedre til!” I den Dur gik det fra Morgen til Aften, til jeg virkelig følte mig som Idiot og blev mere og mere forvirret og ulykkelig og derfor gjorde flere og flere Dumheder, saa han, det gale Spetakkel, blev mere og mere kolerisk og ubehersket.”

Sådan skrev Bertha Wegmann (1846-1926) om sine oplevelser af den undervisning, hun som 15-årig fik af maleren F.C. Lund. Heldigvis lod hun sig ikke kue og blev i sin samtid en af de få kvindelige kunstnere, der opnåede både national og international anerkendelse. Bertha Wegmanns produktion omfatter genrebilleder, landskaber, interiører og opstillinger, men hun blev også en af tidens mest betydelige portrætmalere for den kulturelle og økonomiske elite. 

Bertha Wegmann blev født i Schweiz, men voksede op i Danmark. Hun uddannede sig som kunstner i München i 1867-81 og derefter i Paris, hvor hun blev påvirket af den franske naturalisme og impressionisme. Efterfølgende bosatte hun sig i Danmark, hvor hun allerede havde debuteret i 1873 på Charlottenborgs Forårsudstilling. Her udstillede hun frem til sin død, men deltog sideløbende i udstillinger i Norden og Europa, herunder på Salonen i Paris, hvor hun i 1882 vandt guldmedalje. I 1883 modtog hun Thorvaldsens Medalje og i 1892 som én af de første kvinder Fortjenstmedaljen i guld. 

Arbejdet for at forbedre kvindelige kunstneres vilkår blev en mærkesag for Bertha Wegmann, og hun blev medlem af bestyrelsen for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder i 1887-1907. Hun fik som den første kvinde nogensinde plads i Kunstakademiets Plenarforsamling og var ligeledes i 1887 den første kvinde, der valgtes til Charlottenborgs Forårsudstillings censurkomite.