Snedkermøbler gennem fire årtier

Det internationale marked oplever i disse år en enorm efterspørgsel på danske snedkermøbler. Bruun Rasmussen kastede på den moderne auktion i juni lys over den periode i dansk møbelhistorie, der udsprang af arkitekten Kaare Klints banebrydende idéer. Han ville forene den nye funktionalisme med det gamle håndværk, og gennem sit virke som initiativtager og leder ved den nyoprettede møbelskole på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1920’erne og 30’erne udbredte han de teorier, der kom til at præge en hel generation af arkitekter.  

Arkitekter og møbelsnedkere samarbejder

Forudsætningen for det internationale gennembrud, som dansk møbelkunst oplevede i anden halvdel af 1900-tallet, samt nutidens enorme udenlandske bevågenhed over for danske møbler, skal findes i 1900-tallets første halvdel. Dansk møbelkunsts renommé blev skabt på grundlag af det unikke miljø, der for alvor begyndte at tage form i 1930’erne, hvor formgivere i samarbejde med dygtige håndværkere udviklede og udfordrede hinanden.

Arkitekterne bidrog med deres viden om den internationale modernisme og deres funktionalistiske tilgang til møblet, og snedkerne pustede liv i møblerne ved hjælp af gamle håndværkstraditioner og brugen af traditionelle materialer i form af træet. Mange af disse partnerskaber holdt i årtier, og de mest kendte af dem er Kaare Klint & Rud. Rasmussen, Ole Wanscher & A.J. Iversen, Hans Wegner & Johannes Hansen og Finn Juhl & Niels Vodder. Sammen skabte de fantastiske møbler, der var moderne, men stadig bevarede deres håndlavede udtryk. Det var enkle møbler, der passede til en moderne livsførelse. Mange af dem blev nærmest født som klassikere og er med tiden blevet samlerobjekter og museumsstykker.

Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger

I 1927 blev den første af de årligt tilbagevendende ”Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger” afholdt, og de fortsatte indtil 1966. Her blev resultaterne af i første omgang møbelsnedkernes egne værker og senere i stigende grad arkitekterne og møbelsnedkernes samarbejder præsenteret. Kun de bedste af værkstedernes ting blev udstillet, og deltagerne lærte af hinanden og konkurrerede om, hvem der kunne nå længst. Ingen anden begivenhed var i disse år vigtigere for udviklingen af dansk møbeldesign.

Initiativet til udstillingerne kom fra møbelsnedkerne og skyldtes stagnation inden for møbelsnedkeriet. Det gamle håndværk var presset af den tiltagende møbelindustri kombineret med en svigtende købeevne hos befolkningen. Krisen i faget tvang møbelsnedkerne til at finde på nye tiltag, der kunne åbne folks øjne for det gamle håndværks værdier. Resultatet blev disse banebrydende møbeludstillinger, der ændrede befolkningens møbelsyn og lagde grunden for dansk møbelkunst internationale gennembrud.  

Det blev i alt til 40 udstillinger, og igennem årene udstillede alle betydelige danske møbeldesignere her. I løbet af 1950’erne begyndte udstillingernes møbler at bliver kopieret og masseproduceret rundt omkring på møbelfabrikkerne, og de kom på den måde til at få indflydelse på, hvordan tusindvis af mennesker levede. Snedkerne kunne dog stadig sælge deres håndlavede møbler, men efterhånden som 1960’erne skred frem blev det sværere at sælge dem, fordi industrien kunne fremstille langt billigere møbler. Det resulterede i, at mange møbelværksteder lukkede, og i dag er Rud. Rasmussen det eneste, der stadig eksisterer.

Auktionens snedkermøbler

Den tidligere leder ved Kunsthåndværkerskolen, arkitekten Viggo Steen Møller, udtrykte i 1966 følgende om de danske snedkermøbler: ”Træ er et dejligt materiale. Det skal bruges med omtanke. Den glæde, vi oplever, gennem praktisk og æstetisk fremragende håndværk, er af livsbekræftende karakter”.

Sandheden i Viggo Steen Møllers ord blev bekræftet på juniauktionen ved det rige udvalg af håndsnedkererede møbler fra dansk møbelkunsts guldalder.