Den ukendte side af Eks-skolen

Den ukendte side af Eks-Skolen

Af Idehistoriker Lars Morell

Hvis man interesserer sig for nyere dansk kunst, kan man ikke undgå at have hørt om Den eksperimenterende Kunstskole og navne som Poul Gernes, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Egon Fischer og andre.

Mange museer har en afdeling med Eks-Skole kunst, men at det alligevel kniber med en præcis forståelse, kan man se af, at mange af de udstillede værker ikke stammer fra den egentlige Eks-Skole tid, men senere, og der råder også nogen uklarhed om, hvem der egentlig var med.

"Eksperiment Kunst Skolen"

I oktober 1961 åbnede, hvad stifterne Poul Gernes og Troels Andersen som arbejdstitel kaldte "Eksperiment Kunst Skolen". Det første år var det en skole, i det store og hele åben for alle interesserede og med en blandet deltagerskare. En af lærerne var Richard Winther, og der blev undervist i grafik, tegning, skulptur, maleri, kunsthistorie og -teori samt materialekundskab. Poul Gernes havde nogle meget originale tanker om, hvordan man kunne drive en fri kunstskole: Ikke som et akademi, men som det man selv kaldte "Skolen uden lærere", man skulle arbejde kollektivt, intet matte være privat, alt var fælles. Det første år var skolen kaotisk og fuld af modsætninger, en gærende tid, hvor den uge generation og det nye årti endnu ikke havde fundet sin stil.

I efteråret 1962 begyndte skolen at udvikle sig til at blive en form for kunstnergruppe. En rød tråd var collage, ikke bare af afrevne ugeblade og plakater, men også af genstande fundet på lossepladsen. Siden kubismen havde collage bl.a. haft den funktion at føre den nye virkelighed ind i kunsten. Omkring 1963 og 1964 udviklede collagen sig videre til popkunst, idet man begyndte at tage forlægene uredigerede og bare forstørre dem. Ligesom de amerikanske popkunstnere kom mange af de danske deltagere, især John Davidsen og Ole Knudsen, fra jobs som vinduesdekoratører.

Eksperimentalfilm og happenings

Meget tidligt begyndte man at interessere sig for eksperimentalfilm. Det var i 1963, at Andy Warhol indspillede sine første film, men på Den eksperimenterende Kunstskole var man allerede i gang i 1962. Siden opdagede man Jean-Luc Godard og den nye, mere rolige måde at klippe film på. Tingene skulle tale for sig selv. På Eks-Skolen var man mere interesseret i billedvirkningen end i filmens handling.

Filmarbejdet kan minde om arbejdet med happenings. Forskerne skændes stadig om, hvor vidt happenings kom fra teatret, musikken eller malerkunsten. I happenings var der heller ikke en handling og en personkarakteristik i traditionel forstand. Ganske som i kunsthistorien i øvrigt skete der den samme udvikling for Eks-Skolen, idet man i foråret 1963 først byggede et par "environments" og bagefter lavede nogle aktioner - hvorved happeningen blev født.

Happenings er en "blandform" mellem teater, musik og malerkunst, og netop ordet "blandform" blev et slagord i slutningen af 1960'erne og -70'erne. Filmgruppen ABCinema blev stiftet i 1968. De to eksempler viser, at det gennembrud, som eftertiden sugede næring af, i virkeligheden skete i første halvdel af 1960'erne. De færreste museer har imidlertid værker fra denne periode.

Tegneserien er også en blandform mellem billedkunst og litteratur. Det var popkunstens fortjeneste, at man fik blik for de værdifulde aspekter ved populærkulturen. Mange af kunstnerne fra Den eksperimenterende Kunstskole, især Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Tom Krøjer, lod sig ikke alene inspirere af tegneserier, men tegnede og udgav sine egne striber og hæfter.

Hvis man går op i 1960'er-salen på ARoS museum, kan man se, hvordan Gernes' værker skiller sig ud fra de andres. Gernes var trods alt én generation ældre og havde rod i bestræbelserne på efter Anden Verdenskrig at genskabe ånden fra Linien og dermed arven fra Bauhaus. Hans moral, farvesyn og formsprog voksede ud af denne bestræbelse.

Tidsskriftet "Billedkunst"

Efter 1965 blev miljøet omkring Den eksperimenterende Kunstskole bredere. Nogle, bl.a. Egon Fischer og Tom Krøjer, gled ud, mens nye kom til, især komponisten Henning Christiansen og forfatterne Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen.

Man var nu kommet ind i den fase, hvor man blev i stand til at formulere sine erfaringer skriftligt i tidsskriftform: Tidsskriftet "Billedkunst" blev udgivet 1966-68, mens tidsskriftet "ta'" udkom 1967-68. Det er, som om mange ting begyndte at nå til vejs ende ved udgangen af oprørsåret 1968. Tidsskrifterne blev fulde af artikler om entropi, tomhed, ørkenen og nulpunktet, og med udgangen af 1968 lukkede de alle.

Ex-skolen

Den eksperimenterende Kunstskole begyndte nu at kalde sig "Ex-Skolen". Den revolution i æstetikken, som Gernes havde introduceret i 1961 med sine krav om anonymitet, systemer, fælles stil og kollektive eksperimenter, var nu ved at ende på en sådan måde, at man ville "fortsætte kunsten uden for kunsten".

Peter Louis-Jensen forlod Happeningen og byggede passager, hvor hele betydningen lå i tilskuerens oplevelse. Mens de andre havde søgt amerikanske forbilleder, var Bjørn Nørgaard den, der var tættest knyttet til Tyskland og Joseph Beuys, og efter et par år med skulptureksperimenter vendte Nørgaard sig mod politisk aktivisme. Poul Gernes fik i 1968 opgaven med at dekorere Københavns Amtssygehus i Herlev og indledte dermed sit projekt med det offentlige rum. Stig Brøgger og Erik Thygesen rejste rundt i USA, og Thygesen introducerede de amerikanske undergrundsbevægelser, bl.a. feminismen, i Danmark. Kun Per Kirkeby var i gang med at forberede en international malerkarriere.

"Ex-Skolen" var nået til et nulpunkt, som først blev afbrudt, da nogle af dem atter mødtes i 1976, og gruppen genopstod, nu under navnet "Arme og ben".

Lars Morell har skrevet en bog om Den eksperimenterende Kunstskole, som udkommer ved årsskiftet på forlaget Thaning & Appel.