Pekka Halonen betragtes som en af de væsentligste kunstnere fra den finske nationalromantiske æra og opbyggelsen af en samlet finsk national identitet. Som hans samtidige landsmand og kollega Akseli Gallen-Kallela henter han sine motiver fra den finske folklore, de mytologiske fortællinger fra folkeskriftet Kalevala og det lyriske landskab.

Mens motivverdenen stammer fra hans nære hjemstavn, er udtrykket stærkt påvirket af periodens internationale tendenser. Halonen uddanner sig i 1890erne i Paris; først på Académie Julien og senere under Paul Gauguin. Hans tidlige arbejder udføres i en fransk impressionisme, men senere bliver tydeliggøres indflydelsen fra Gauguin samt Halonens fascination af japanske træsnit.

Halonen er særligt kendt for hans stemningsfyldte vinterlandskaber med snedækkede sten og granskove, som maleriet her giver et flot eksempel på. Solen dæmrer svagt i baggrunden og vidner om, at vinterdækket snart må vige for naturens ufravigelige cyklus: Forårets komme og nyt livs begyndelse. Penselstrøgene er slyngede, den afdæmpede palet understreger motivets kontraster, og landskabets utæmmede magt skildres således med stor finesse samt en god portion kunstnerisk ærbødighed.