Det Hviderussiske Nationale Kunstmuseum i Minsk ejer et identisk portræt af Storfyrst Konstantin Pavlovich, der beskrives som antagelig en kopi efter Dmitri Gregorievich Levitsky, dateret 1786 med ubekendt ejer. Tretiakov Galleriet i Moskva ejer en pendent til dette maleri, nemlig Dmitri Gregorievich Levitskys portræt fra 1787 af broderen, Storfyrst Alexander Pavlovich (1777–1825), fra 1801 Zar Alexander I af Rusland. Dette portræt måler 60,5×50.

Proveniens: Erhvervet 1923–1927 i Skt. Petersborg af Richard og Erica Zeiner-Henriksen. Da ægteparret flyttede ind i Saltykov Paladset i Skt. Petersborg 1923, hang portrættet her i deres nye bolig fra Saltykov familiens tid. Paladset var oprindeligt en gave fra Zaritsa Katharina II den Store til Fyrst Nikolai Ivanovich Saltykov. Det skete i taknemmelighed for hans opgave som lærer for hendes børnebørn, Zarevich Alexander Pavlovich (I) og Storfyrst Konstantin Pavlovich. Det er derfor muligt, at nærværende portræt fra begyndelsen også var en gave fra zarfamilien til Saltykovfamilien.

Storfyrst Konstantin Pavlovich blev født i Tsarskoje Selo som anden søn og andet barn af Zarevich Paul Petrovich (I) og Zarevna Maria Feodorovna af Rusland. Hans bedstemor, Katharina II den Store, besluttede at opkalde ham efter Konstantin den Store af det romerske kejserrige. Hun ønskede nemlig at genskabe Det Byzantinske Kejserrige med Storfyrst Konstantin som kejser. Hans uddannelse blev bestemt af bedstemoderen, og hun valgte Fyrst Nikolaj Ivanovich Saltykov som lærer. Som tak for hans indsats forærede hun ham et palads i Skt. Petersborg, fra da af kendt som Saltykov Paladset. Det var i det selvsamme palads, at Richard Zeiner-Henriksen med familie flyttede ind i 1922, og hvor nærværende portræt hang. I 1792 blev Storfyrst Konstantin Pavlovich gift med Prinsesse Juliane af Saxen-Koburg-Sallfeld, men de blev skilt i 1799. Senere deltog han i Napoleonskrigene og i 1815 blev han udnævn som guvernør af kongeriget Polen, som dengang hørte under Rusland. Han var russisk zarevich i storebroderen Alexander I's regeringstid, men gav hemmeligt afkald på den russiske trone i 1823. Da Alexander I døde barnløs i 1825 blev storfyrsten derfor kendt som Zar Konstantin I af Rusland i 25 dage. Han nåede dog aldrig at regere eller bestige tronen. Lillebroderen, Storfyrst Nikolaj, lod Storfyrst Konstantin udråbe til zar i Skt. Petersborg, men han abdicerede i Warszawa. Dette udmøntede sig i Decembristernes oprør, og den russiske trone blev overtaget af Storfyrst Nikolaj, nu Zar Nikolaj I. Storfyrst Konstantin beholdt sin position i Polen. Han var ikke nødvendigvis populær, og ved Novemberopstanden, et opgør mellem Polen og Rusland, blev der fortaget et attentat på ham i Warszawa 1830. Polakkerne angreb guvernørens residens, Belweder Paladset, men han undslap i dametøj, og polakkerne tvang de russiske tropper op nord for Warszawa. Storfyrsten valgte ikke at benytte sig af de russiske tropper, som han sagde - “polakkerne har startet denne opstand, og de må også selv stoppe den”. Han mente, at brug af de russiske tropper ville skabe reelle krigstilstande og lod den polske regering træffe beslutningerne. Dette fik mange russere til at tro, at han støttede Polens ønsker om uafhængighed i stedet for russisk dominans. I virkeligheden ville han bare opretholde neutralitet. Storfyrst Konstantin døde i juni 1831, 52 år gammel, og før afslutningen på Novemberopstanden - i Rusland husket som en modig og galant gentleman beskyttende det polske folk - i Polen husket som en husket hensynsløs guvernør og et hadefuldt symbol på den russiske overmagt.