Litteratur: “Axel Salto - Stentøjsmesteren”, CLAY - Keramikmuseum Danmark, modellen ill. s. 38–39.

Litteratur: Axel Salto: “Den Spirende Stil”, modellen ill. s. 48.

Litteratur: Leif Lautrup-Larsen: “Stentøj”, modellen ill. s. 362–363.

Solfataraglasuren kommer bedst til sin ret, når den anvendes på arbejder med modelleringer eller reliefmønstre. Derfor var netop Solfatara glasuren ideel til Saltos formgivning, og han mente selv at Solfatara- og Sung glasuren bidrog til de mest fascinerende og bevægende resultater i sin stentøjsproduktion. Glasuren er et resultat af et samarbejde mellem H. A. L. Madslund og Nils Thorsson i 1936. Salto var - som andre af Den Kongelige Porcelæns Fabriks keramik kunstnere tilbeder af solfatara glasurens syregrønne særkende. Med Saltos død i 1961 blev Solfatara glasuren udfaset, idet han på dette tidspunkt var den sidste på fabrikken til at anvende glasurtypen.