"Min kjære Eduards elskværdige Jette fra Forfatteren - En Digter ligner Fuglen der flagrer over Vang, Han bringer hvad han eier - sit Hjertes bedste Sang. O tænk med Eduard paa mig, naar Jorden mig har gjemt, Maaskee, i Eders Hjerter jeg ikke bliver glemt. Drøm glad i Kjærligheden, paa Livets raske Elv, Den sang jeg tidt som Digter, men fandt den aldrig selv."

Dedikationen er rørende og vigtig, ikke blot fordi den indirekte knytter sig til HCAs velkendte forelskelse i Edvard Collin, men også mere generelt til H.C. Andersens romantiske digterkvaler, som han her spejler i Edvard og Henriettes kærlighedslykke.

Blandt Collin-familiens tre sønner og to døtre stod den næstældste søn Edvard, H.C. Andersen nærmest, og venskabet mellem de to er veldokumenteret i litteraturhistorien, bl.a. med mere end 500 breve. Edvard og Andersen var yderst forskellige af natur, og venskabet var dybt problematisk, men holdt hele livet. En bestemt episode i 1831, hvor Andersen i et brev inderligt beder Edvard om, at de kan blive ”Dus”, men afvises, står som en milepæl. Venskabet holdt, men Andersen kom sig aldrig over afvisningen.

I digtet taler Andersen om sig selv som ”en flagrende Fugl” og dedikationen stammer formentlig fra tiden op til hans dannelsesrejse i 1833 (fra efteråret 1832 til april 1833). På baggrund af ikke-gengældt kærlighed og litterær modgang søgte og fik Andersen i 1833 dette to-årige rejsestipendium, der satte ham i stand til at fortage en klassisk dannelsesrejse, der varede fra april 1833-august 1834 og første ham til Tyskland, Frankrig, Schweiz, Italien, Østrig og Tjekkoslovakiet.

Edvard og Henriette (Thyberg) blev forlovet i 1832 og gift i 1836. Andersen var ikke indbudt som gæst til brylluppet.

Proveniens: Collin Familien.