A very long, thorough and devoted letter, in which H. C. Andersen begins by listing several excuses for not having written any sooner. In addition, we get a good glimpse of a very busy and hectic period in the authors life - full of artistic production and reflection on nationalities, his own authorship and friendships. In 1838 he where, among other things, working on the fairy tale entitled “Lykkens Kaloscher” (The Galoshes of Fortune). The letter mentions Henriette Wulff, Frederika Bræmer, Johan Ludvig Heiberg and the Swedish artist Esaias Tegnér, among others. A part of the contents of the letter goes:

"Kjære, kjære Ven! Det er ofte kommet mig i Tanke, skulde jeg ikke skrive Marmier et Brev til! Men da frygtede jeg igjen at De maaskee halvt havde glemt mig og derfor skrev jeg ikke; paa samme Tid faaer jeg et Brev fra Dem, det opfyldte mig med Glæde, De kan troe jeg ret vurderede det, blev glad derover; øjeblikkelig tog jeg Papiir og Pen og begyndte et Epistel, men kun den første Side fik jeg færdig og da væltede Blækhornet over det, næste Morgen blev jeg bedet om at skrive et Digt til et Declamatorium, en anden anmodede mig om en Sang tilKongens Fødselsdag, en Tredje om en Epilog til en Forestilling for de Blinde og saaledes optaget af “Leiligheds Skriven”, fik jeg ingen Leilighed til hvad jeg helst vilde; tale med Dem, kjære Ven, i Tankerne trykke Dem til mit Hjerte og sige at De er mig saa kjær, saa inderlig kjær!Aldrig har jeg kunnet føle nogen Forskjel ved at see paa forskjellige Nationer, dette Landsmandskab, som kun synes mig et Kaste-Væsen af en større Stiil; Franskmanden, Italieneren, hos hver jeg kommer til at holde af og kjende, føler jeg dette Aandens og Hjertets Slægtskab, der, som jeg haaber vil knøtte os sammen for mere end denne Verden.

Jeg har egentlig kun levet lidet med Dem, kjære Ven, og dog er De for mig som en gammel Ven, jeg har en Tillid til Dem, som til mine ældste Venner; De har jo ogsaa i én Henseende kastet et Blik i mit Hjerte, saa at De i det fata morgana der da afspeilede sig der, spiller en Slags Rolle. Den, som kan udtale sin Sorg er alt paa Veien til at miste den, men ansee mig ikke saa lykkelig som De maaskee troer; i meget er vist nok mit Hjerte en opslagen Bog for mine Venner, men der kan dog let hænge et Par Blade sammen, somingen faae at see og ved denne lille Fold kommer der let en Feil Læsemaade, om endogsaa læser nok saa godt!

I disse Dage har jeg faaet en Sang-Bog paa grønlandsk, alle de Viser Grønlænderne synge naar de ere paa Havet eller have Lystighed findes deri, jeg forstaar nu ikke et Ord, men én af Sangene er en Oversættelse af mit Digt: “Det døende Barn,”, som, efter en grønlandsk Præsts sigende skal røre dem til Taare og som de synge især ude paa Havet. Det morer mig! [...].

Men nu siger Papiret basta! Jeg vilde endnu saa gjerne sladdre med Dem.

Gid De snart vilde glæde mig med et lille Epistel; de kan have mange Venner i Dannemark, men ingen tænker kjærligere paa Dem, ingen Ven drømmer sig saa levende og glad Deres kloge, kjærlige Træk, som Deres af Hjertet hengivne H.C. Andersen."

Reference: University of Southern Denmark's digital HCA letter archive. February 4, 1838 .